03-11-2010
Pæd. Med Erika
Inklusionens pædagogik
Af Bent Madsen kapitel 1
Inklusionens pædagogik – om at vide, hvad der ekskluderer, for at udvikle en pædagogik, der inkluderer. Baggrund og begreber
Inklusion – at være en del af noget
Eksklusion – at være udelukket af nogen eller noget
Når børn og unge er inkluderet i fællesskabet skal vi pædagoger sørger for at de ikke bliver ekskluderet af fællesskabet.
Politisk niveau – vi har alle ret til deltagelse i samfundets fællesskaber og til de ressourcer som samfundet byder på.
Pædagogisk niveau – alle har ret til udviklings og læringsmiljøer uanset deres særlige behov og være indenfor normalsystemets rammer.
Rummelighed – at vil være i stand til at rumme meget, men også uden at være aktiv deltagende og værdsat i situationen.
Formaliserende proces – at pædagoger kan opfatte et barn på en bestemt måde og det kan betyde at barnet ikke opnår normalstatus i fællesskabet og det forringer barnets mulighed for udvikling.
Uformel proces – kan være i børnegruppen, hvor der er kamp om pladserne i fællesskabet. Der bliver nogle børn måske ikke optaget, fordi de ikke tilhører den kultur eller har den sociale kode, som giver adgang til legefællesskabet.
Segregering – dele børn op i forskellige grupper, kongregering er så at sætte børnene i de grupper, hvor de hører til. For at børnene får en bedre professionel behandling, men det kan så gå ud over deres udvikling.
Integrations-perspektiv ---------------------- Inklusions-perspektiv Afvigelser individuelt defineret ------------ Afvigelse relationelt defineret Intervention i forhold til individet --------- Intervention i det sociale miljø Normalisering (monokulturelt) ------------- Diversitet (multikulturelt) Ressourcer tilføres individet ---------------- Ressourcer tilføres fællesskabet Forskellighed som problem ----------------- Forskellighed som ressource Udvikling gennem identitetsdannelse ----- Læring gennem social deltagelse Det selvrealiserende individ ---------------- Den kompetente borger Integration forudsætter segregering ------- Undgå eksklusion i normalsystemerne
Eksklusion kan også være at børnene ikke indgår i livsarenaer, hvor de faktisk hører til og hvor samfundets har forventning om at de hører til.
Eksklusionsmekanismer er virksomme på flere niveauer samtidigt
1. Et videnssamfund med nye kriterier for eksklusion
Hvis et barn ikke opnår udvikling af de forskellige kompetencer, som står i læreplanerne, så er barnet ikke indenfor normalitetsbegrebet. Så skal der iværksættes foranstaltninger for barnet, for at barnet kan opnå udvikling på anden måde. Det barn er hermed ikke inkluderet i fællesskabet mere, men blevet ekskluderet, fordi udviklingen af de forskellige kompetencer ikke står mål med de andre børn.
Der er forventninger til barnet om at kunne tyde de sociale koder og forstå reglerne i daginstitutionen. Barnet skal kunne fungere i forskellige sociale arenaer og være parat til omskifteligheden i dem. Det har stor betydning, for hvem pædagogerne sætter i risikozonen. Barnet skal både kunne se indad og udad og kunne reflektere over de forskellige oplevelser. Barnet skal være unikt og være i stand til at udfører det i praksis. Det er mange kompetencer barnet skal kunne varetage og lykkes det ikke for barnet bliver det betragtet som inkompetent og bliver derved ekskluderet og ikke inkluderet i fællesskabet. Det giver et billede af det politiske og administrative systems inkompetence i sin kommunikation om det problematiske barn.
2. Forvaltningsstrukturer med stigmatiserende effekter
Forvaltningen skelner mellem almenområdet og specialområdet. Derved bliver børn i problemer stigmatiseret i daginstitutionsområdet, fordi de automatisk kommer ind under specialområdet og derved skal have speciel behandling, som måske ikke er nødvendigt. Barnet beskrives med fejl og mangler, men man glemmer at beskrive institutionen, som måske er årsag til problemerne. Barnet ses som et problem og det problem skal placeres hos en anden person. Inklusion er ikke ordet her, fordi opgaven med inklusion ikke er tilrettelagt for institutionen.
3. Institutioner med mangel på differentierende fællesskaber
Det er institutionerne som mangler at tage hensyn til børns forskellighed, når det drejer sig om hvilke behov for støtte, hvor børnene er i de forskellige kompetencer og i forskellige situationer.
4. Professioner med tilbøjelighed til typificering af børn
Pædagoger arbejder ud fra børnetyper og ikke ud fra det enkelte barn. Det er vigtigt at arbejde ud fra at børn er forskellige og har behov for at lære og udvikle sig under forskellige former. Det ville være godt hvis vi handlede ud fra at institutionerne skulle være børneparate og ikke ud fra barnets parathed.
5. Børnefællesskaber med manglende udviklingsstøtte
Der er brug for proaktiv (aktiv) pædagogisk indsats, for at udvikle børns sociale kompetencer, når der drejer sig om at skabe og vedligeholde fællesskaber. Hvis barnet er i en situation, som barnet ikke har lyst til at være i, så er det vigtigt at vi pædagoger tilbyder barnet hjælp til at komme ud af den situation.
6. Monofaglighed med begrænsninger
Diversitet = Mangfoldighed eller forskellighed
Det er vigtigt at vi etablere et tværfagligt samarbejde, for at kunne inkludere alle børn og ikke kun arbejder ud fra fx pædagogens faglighed, fordi der er behov for et fælles mål med inklusionen.
7. Forældre der ikke inddrages
Forældrene inddrages ikke altid rigtig, fordi pædagogerne mener at det ikke indgår i deres kompetencer, at kunne rådgive og vejlede voksne.
Inklusionens pædagogik skal tænkes og praktiseres på flere niveauer på samme tid
Der skal samarbejdes på tværs af professionerne, sektorerne og forvaltningerne for at kunne inddrage en inkluderende pædagogik og vi skal have et fælles mål.
1. Et samfund med inklusion som retsgrundlag
Internationalt arbejdes der ud fra at vi skal inkludere børnene, det står i FN´s konvention om barnets rettigheder fra 1989, Salamancaerklæringen 1994 og handicapkonventionen 2006. Herhjemme har vi pædagogiskelærerplanerne fra 2004, Dagtilbudsloven fra 2007 og Anbringelses-reformen fra 2006.
Det er i politisk interesse, fordi det bedre samfundets sammenhængskraft, men det er ikke legitimt at segregere folk.
Økonomisk har det interesse, fordi udgifterne til behandling i de segregerede områder er steget meget. Men det er ikke bevidst at det er billigere med fuld inklusion.
Den pædagogiske interesse udspiller i at inklusion bygges på pædagogik, hvor børn har noget fælles og deler med hinanden.
2. En kommunal børne- ungepolitik med inklusion som målsætning
Der skal støtte fra politisk side og fra forvaltningerne for at inklusionen kan blive til noget. For det kræver ressourcer og udvikling af nye pædagogiske kompetencer.
3. Forvaltninger der bygger bro mellem det almene og det særlige
4. Daginstitutioner med en inkluderende kultur
Inklusion som en fælles opgave for alle tilknyttede i institutionen. Pædagogikken er fleksibel, så alle børn har mulighed for få et socialt tilhørssted og være en del af fællesskabet. Fokus på relationen mellem barnet og den sociale kontekst. Børnene udvikler kompetencer til at kunne forblive i sociale aktiviteter og har et socialt ansvar i fællesskabet. Det tværfaglige samarbejde har inklusion som fælles målsætning. At special- og almen pædagogik er integreret, så børn ikke isoleres fra deltagelsen i almene fællesskaber. At samarbejdet med forældre er formuleret som en del af pædagogikken. At opretholde dialog med lokalsamfundet og omverden, så pædagogikken kan ses i et større perspektiv.
5. Pædagoger med viden om egen praksis
Skifter fra et overvejende individ-perspektiv til et mere fællesskabs-orrienteret perspektiv. Inklusion indebærer at alle har noget at lærer. Pædagoger skal være mere opmærksomme på det sociale samspil mellem barnet og den sociale kontekst.
